Uddannelsesaftaler
Det er en betingelse for gennemførelse af en erhvervsuddannelse, at der mellem elev og en eller flere praktikvirksomheder er indgået en skriftlig uddannelsesaftale senest den dag praktikuddannelsen påbegyndes. For elever, der starter uddannelsen med skoleundervisning på grundforløbet, skal uddannelsesaftalen således starte efter grundforløbet.
En uddannelsesaftale kan normalt ikke opsiges af aftalens parter. De første 3 måneder af praktiktiden er dog prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel.
Blanketter til indgåelse af uddannelsesaftaler, tillægsaftaler m.v. kan fås ved henvendelse til skolerne. Uddannelsesaftaler m.v. sendes efter udfyldelse til den skole, hvor eleven starter på grundforløbet eller har gået på skole.
Aftalemuligheder
Der er i alt 5 forskellige mulige uddannelsesaftaler:
Den almindelige aftale
Virksomheden skal være godkendt som praktiksted. Aftalen omfatter hele praktik- og skoleforløbet. Virksomheden har det juridiske, økonomiske og uddannelsesmæssige ansvar for eleven i hele aftaleperioden.
Praktikken i uddannelserne til Jordbrugsassistent, jordbrugsmaskinfører og dyrepasser, skal normalt deles mellem to eller flere praktikvirksomheder.
Såfremt der ikke på forhånd er indgået en kombinationsaftale, skal den praktikvirksomhed, der har indgået uddannelsesaftalen med eleven, bistå denne med at fremskaffe en ny praktikplads. Kan en ny praktikplads ikke fremskaffes som forudsat, påhviler det praktikvirksomheden at fortsætte uddannelsesforholdet.
Kombinationsaftale
Virksomheder, som indgår kombinationsaftaler, skal være godkendt til at varetage en hel eller en del af uddannelsen. Der kan være et krav i praktikpladsens godkendelse om, at der skal indgås en kombinationsaftale. I en kombinationsaftale indgår eleven aftaler med to eller flere virksomheder, så delaftalerne tilsammen omfatter hele uddannelsen, og de dertil hørende skoleophold.
Når virksomhederne indgår aftalerne, fastlægger de, hvilke perioder eleven er tilknyttet den enkelte virksomhed. Virksomhederne har det juridiske, økonomiske og uddannelsesmæssige ansvar for eleven i hver deres aftaleperiode. Det er et krav, at alle aftaler skal være på plads og dække hele uddannelsesforløbet, inden den første aftaleperiode begynder.
Flex-kombinationsaftale (forsøgs-ordning)
Den enkelte virksomhed skal være godkendt til at varetage en del af uddannelsen. Flex-kombinationsaftaler adskiller sig fra almindelige kombinationsaftaler ved, at det samlede uddannelsesforløb ikke er aftalt ved starten af 1. aftaleperiode.
Skolen garanterer, at eleven kan færdiggøre uddannelsen gennem nye aftaler. Er der perioder, som ikke er dækket af aftaler, tilbydes eleven skolepraktik. Aftalen kan kun indgås for dele af hovedforløbet, og må ikke omfatte grundforløbet eller dele heraf. Den enkelte virksomhed har kun det juridiske, økonomiske og uddannelsesmæssige ansvar for eleven i sin aftaleperiode.
Kort uddannelsesaftale (forsøgsordning)
Velegnet for virksomheder, som er godkendt til at varetage en hel uddannelse, men som ikke kan påtage sig et helt uddannelsesforløb. Aftalen skal indeholde mindst en praktikperiode og et skoleophold. Flere aftaler kan indgås løbende og uafhængigt af hinanden. Aftalen kan kun indgås for dele af hovedforløbet, og må ikke omfatte grundforløbet eller dele heraf. Virksomheden har kun det juridiske, økonomiske og uddannelsesmæssige ansvar for eleven i sin egen aftaleperiode.
Begynder eleven efter afslutning af en kort uddannelsesaftale ikke en ny aftale, har eleven ret til optagelse i skolepraktik efter gældende regler herom.
Mesterlære
Krav til virksomheden
Virksomheden skal være godkendt som praktiksted, og skal sammen med skolen uddanne en elev fra start til slut. Hvis virksomheden ikke allerede er godkendt, hjælper erhvervsskolen dem med hurtigt at blive godkendt.
Uddannelsesaftalen
Denne aftaleform er en ny aftaleform, der er indført fra august 2006 for at tilgodese de praktisk orienterede unge.