"Dem, der kan samarbejde, vinder"

"Dem, der kan samarbejde, vinder"

En pige med hang til traktortræk og cheerleading. En faldskærmsudspringer, dykker, bueskytte, jæger, ski-, fodbold- og golfentusiast. Hobbyerne var mange, men fælles for alle på årets DM-camp for Anlægsgartner, Greenkeeper og Groundsman var interessen for de grønne fag.


DM-campen bliver afholdt for at ryste deltagerne fra de fem hovedskoler sammen inden DM i Skills 2024 (18. - 20. april) – og for første gang var deltagerne fra demofagene Greenkeeper og Groundsman inviteret med.

Et rent kvindehold for første gang

For første gang nogensinde stiller anlægsgartnerfaget med et rent kvindehold fra AMU Nordjylland: Karen Hjortbak og Stine Møller Næsby. Der deltager i alt syv mænd og tre kvinder i konkurrencefaget.

”Formålet med denne dag er, at I – næste gang, I mødes – oplever en gensynsglæde og en holdånd”, coachede Theis Fatum Carlsen, Byggeriets Uddannelsers Skills-ressourcekonsulent, deltagerne på campen. Budskabet var over hele linjen, at de skal glæde sig til danmarksmesterskabet i håndværksfag og ikke mindst nyde det, for det er ganske få på erhvervsuddannelserne, der kommer til at opleve det.

I skal været tunet ind på hinanden

For at skabe en holdånd blev deltagerne inddelt i hold i diverse samarbejdsøvelser, som 3F’s ungdomskonsulent fra Odense, Line Minetti, styrede. To hold skulle bl.a. samle et telt, hvor dem uden bind for øjnene fortalte deres holdkammerater, hvad de skulle gøre. Bagefter skulle de selvfølgelig pakke teltet sammen igen. Deltagerne grinede meget under denne øvelse, og det var helt sikkert med til at skabe nogle bånd mellem dem, ligesom de bl.a. morede sig over øvelsen med samling af en Lego-figur.

For skal man have et godt resultat til DM og vinde, er det vigtigste samarbejdet. Som dommer Uve Jessen, Danske Anlægsgartnere, konstaterede i dommernes indslag om tips og tricks:

”Samarbejde er ekstremt vigtigt, og at I har helt styr på hinandens roller. At I er tunet ind på hinanden. Dem, der vinder, er dem, der kan samarbejde. Det ser vi hver gang.”

Den anden dommer til DM, Flemming Madsen, som også er formand for Det Faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri og fra 3F, lagde også vægt på tidsfaktoren til DM:

”I skal have travlt fra første minut af de i alt 21 timer, for ellers skal I knokle røven ud af bukserne for at blive færdige. Så bliver der sjusket, og det lægger vi mærke til, for det er de bittesmå detaljer som fx en knækket gren, der bliver afgørende.”

Forskellen mellem DM og EM

Dommerne talte i øvrigt om forskellen mellem DM og EM. Vinderne til DM kommer nemlig automatisk med til EuroSkills 2025, som for første gang kommer til at foregå i Danmark (Herning). Til DM bedømmer dommerne opgaven til sidst, men til EM bliver opgaven bedømt af 12-14 dommere hver dag, og holdenes indbyrdes arbejdsmiljø bliver der også holdt skarpt øje med: Om man bruger sikkerhedsværn, støvmaske og briller, og hvordan man taler til hinanden og samarbejder. Desuden skal man til EM være helt skarpe på at rydde op på standen.

Til sidst sluttede Skills-ressourcekonsulent Theis Fatum Carlsen af med at fortælle deltagerne om nogle praktiske ting til DM og gav dem dette råd:

”I er alle rollemodeller og repræsenterer det ypperste i jeres fag. I er forbilleder for unge fra hele Sjælland, så husk på det og nyd det!”

Anlægsgartnere, Greenkeepere og en Groundsman til DM-camp i Odense forud for Skills 2024 i Roskilde.

Anlægsgartnere, Greenkeepere og en Groundsman til DM-camp i Odense forud for Skills 2024 i Roskilde.

De ti anlægsgartnere, der skal kæmpe i hold om DM 2024 i Skills.

De ti anlægsgartnere, der skal kæmpe i hold om DM 2024 i Skills.

Samarbejdsøvelse: Bind en knude uden at slippe rebet med hænderne...

Samarbejdsøvelse: Bind en knude uden at slippe rebet med hænderne...

Saml et telt med bind for øjnene og guidning fra dine holdkammerater

Saml et telt med bind for øjnene og guidning fra dine holdkammerater