Euroskills

Euroskills

EUROSKILLS i Budapest 2018

DM vinderne – anlægsgartnereleverne Peter Levin, Svend Erik Lind A/S og Jesper Frederiksen, E. Stein Frandsen Anlægsgartnerfirma ApS deltager ved EUROSKILLS i Budapest den 26. – 30. september 2018 i Budapest.

 

Fakta om EuroSkills, 26. – 30. september 2018 i Budapest:

Ca. 450 unge håndværkere fra 26 europæiske lande vil konkurrere indenfor 42 forskellige fag/erhvervsuddannelser.

Arrangøren forventer, at EuroSkills vil blive besøgt af mere end 100.000 gæster i løbet af de tre konkurrencedage.

Det danske hold består af 12 unge, der med support fra en erfaren teamleder og tidligere Skills-verdensmester, stiller op i følgende fag:

  1. Flisemurer (Aalborg)
  2. Murer (Herning)
  3. Møbelsnedker (Kbh.)
  4. Bygningssnedker (Kbh.)
  5. Gulvlægger (Silkeborg)
  6. Anlægsgartner – 2 deltagere (Horsens hhv. Odense)
  7. Landbrugsmaskinmekaniker (Thy)
  8. Receptionist (Aarhus/Aalborg)
  9. Bager (Herning)
  10. Bygningsstruktør – 2 deltagere (Vejen/Rødekro)

Dertil kommer 10 danske dommere, der indgår i de dommerteams, der skal vurdere konkurrencedeltagerne.

Fotos: Per Daugaard

Anlægsgartner Peter Levin, Svend Erik Lind A/S, Jordbrugets UddannelsesCenter Århus

Anlægsgartner Jesper Frederiksen, E. Stein Frandsen Anlægsgartnerfirma ApS, Jordbrugets UddannelsesCenter Århus

 Pressemeddelelse fra SkillsDenmark: 

Det ligner typisk anlægsgartnerarbejde, men for de to elever Jesper Frederiksen og Peter Levin er det også benhård træning i jagten på EM-medaljer.

Tidligere på året vandt de sammen DM i Skills, og til september kæmper de for faget og deres uddannelse på SkillsDenmarks landshold til EuroSkills 2018 i Budapest.

Jesper på 19 og Peter på 21 år har deres skole i Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, men de er i praktik forskellige steder i landet. Så for at støtte deres muligheder for træning til EM, har deres mestre aftalt, at de på skift får en uge sammen hvert sted.

Derfor kan man i denne uge finde Jesper Frederiksen og Peter Levin i gang med belægningsarbejde ved bebyggelsen Frydenlund i Vejle, som Peters mester, Svend Erik Lind A/S, Horsens står for. Og om fjorten dage rykker de sammen igen hos Jespers mester i Odense: E. Stein Frandsen Anlægsgartnerfirma Aps.

- De to mestres aftale om at lade eleverne arbejde sammen det ene og det andet sted er guld værd for træningen til EuroSkills, siger SkillsDenmarks formand Jesper Juul Sørensen.

- Når vi stiller op til internationale konkurrencer, ser vi ofte, at store nationer møder med deltagere, som har trænet i måneder og år udelukkende i jagten på medaljer. De ressourcer har vi ikke til rådighed i Danmark, vores deltagere passer deres skole og praktik, og alligevel kommer vi som regel også hjem med medaljer. Det tror vi i høj grad skyldes det danske princip med vekselsuddannelse mellem netop erhvervsskoleophold og praktiksted, siger Jesper Juul Sørensen.

Der er EuroSkills hvert andet år, og da det blev holdt i 2016 deltog anlægsgartnerne fra Danmark for første gang – og de kom hjem med bronzemedaljerne. Når det bliver Jesper og Peters tur til september, skal de dyste mod anlægsgartnere fra 11 andre nationer.