Svendeprøve før d. 31.07.2015

For elever der har indgået en uddannelsesaftale før 31.07.2015

I sidste skoleperiode afholdes en afsluttende eksamen, der samtidig udgør en svendeprøve. Eksamen består af en skriftlig prøve og en praktisk prøve, der afvikles på skolen.

Teoretisk prøve

Den teoretiske prøve afvikles før den praktiske prøve, og skal som udgangspunkt være afviklet, førend eleven kan gå til den praktiske prøve. Den teoretiske prøve består af 40 spørgsmål fordelt på emnerne: Arbejdsmiljø, fælles spørgsmål for både anlægsteknik/anlægspleje, spørgsmål inden for det valgte speciale samt talbehandlingsopgaver inden for specialet. Der stilles 3 klokketimer til rådighed til løsning af opgaven. Der må benyttes tegneredskaber, lommeregner, PC, bøger og egne notater til den teoretiske prøve. Der må ikke foretages telefonopkald, sms, mailafsendelser eller anden elektronisk dialog under prøven. Under hele prøven skal der være en tilsynsførende til stede. Faglæreren og skuemestrene bedømmer den teoretiske prøve og angiver en karakter hver - herefter fastsættes den endelig karakter. Opgavematerialet skal opbevares indtil klageperioden er afsluttet. 

Praktisk prøve

Den praktiske prøve udføres som individuel, to- eller tremandsopgave, og afvikles for hele holdet på samme tid. Der er 52 klokketimer til rådighed til løsning af selve opgaven. Eleverne eller skolen udarbejder en projektbeskrivelse for den praktiske opgave. Hvis eleverne udarbejder projektbeskrivelsen skal denne senest være godkendt ved start på sidste skoleperiode. Den praktiske prøve skal overholde de fastlagte kriterier, der fremgår af vejledningen for det enkelte speciale. Der må benyttes tegneredskaber, lommeregner, PC, bøger, egne notater, eget håndværktøj, mindre maskiner lånt udefra - naturligvis i henhold til de fastlagte regler på den enkelte skole. Der skal være en tilsynsførende til stede, når eleverne udfører den praktiske prøve. Den ansvarlige faglærer (skuemester) foretager løbende en vurdering af den enkelte elevs præstation, der også vil indgå i den endelige vurdering. Bedømmelsen foretages af 2 skuemestre, en fra arbejdsgiverside og en fra lønmodtagerside, samt 1 faglærer udpeget af skolen. 7-trins-skalaen anvendes.

Sygdom

Såfremt en elev har forsømmelser under svendeprøven på grund af sygdom, kan eleven indstilles til en sygeeksamen. Skolen vurderer i samarbejde med elev og praktikvirksomhed, hvornår eleven er klar til en ny sygesvendeprøve, og meddeler Det Faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri herom.

Klager

En elev kan indgive klage til skolen vedrørende uhensigtsmæssige forhold, karakter, bedømmelse mv. Klagen skal være skolen i hænde senest to uger efter svendeprøveresultatet er meddelt eleven. Klager vedrørende bedømmelse afgøres af skolen i samråd med Det Faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri. Klager over skolens afgørelse kan indbringes for Ministeriet for Børn og Undervisning.

Vejledning og nyttige links

Se hele svendeprøvevejledningen vedrørende afvikling af svendeprøver, herunder skuemestrenes rolle mm. her  Under punktet love og regler findes bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsuddannelserne og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse mv., der benyttes i forbindelse med svendeprøver på erhvervsuddannelsesområdet.