Generel information

En erhvervsuddannelse består af et grundforløb og et hovedforløb. Alle elever skal have karakteren 2 i matematik og dansk fra folkeskolen for at starte på en erhvervsuddannelse.

For at gennemføre en erhvervsuddannelse skal man have en uddannelsesaftale med en virksomhed. Uddannelsesaftalen kan indgås inden eleven starter på grundforløbet (praktikvejen), eller efter eleven har afsluttet grundforløbet (skolevejen).

Det er også muligt at starte i Ny mesterlære. Ny mesterlære er en praktisk vej til at gennemføre et grundforløb, og fungerer som en praktikadgangsvej. Her bliver hele eller dele af den undervisning, eleven normalt gennemgår på grundforløbet, varetaget i en virksomhed. Forløbet kan vare op til 1 år.

Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan en erhvervsuddannelse kan være bygget op.

 

En erhvervsuddannelse består dels af skole og dels af praktik, der fører til, at eleven opnår en række kompetencer.

Grundforløb

Grundforløbet er fastsat i to forløb á 20 uger, GF1 og GF2.

Grundforløbets 1. del er for unge, der starter direkte eller inden for et år efter folkeskolens 9. eller 10. klasse. Forløbet giver almene og personlige kompetencer, der støtter og giver afklaring omkring valg af uddannelse. Eleven vælger sin erhvervsuddannelse ved slutningen af 1. grundforløb. Det overordnede indhold er beskrevet af Undervisningsministeriet.

Grundforløbets 2. del er præcist rettet mod en valgt uddannelse og giver fagrettede kompetencer til at fortsætte på hovedforløbet. Det faglige udvalg har beskrevet 12 ugers undervisning i form af faglige kompetencer og har valgt matematik F og biologi F som grundfag. Dertil er der 4 ugers valgfag, som skolen tilbyder.

For at starte på et hovedforløb skal grundforløbet være gennemført og godkendt af erhvervsskolen med udstedelse af et grundforløbsbevis. Endvidere skal eleven have en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed, der er godkendt til at gennemføre uddannelsen. I nogle uddannelser er det også muligt at fortsætte i skolepraktik.

Hovedforløb

Det faglige indhold i undervisningsfagene på hovedforløbet er beskrevet i uddannelsesordningen og skal komplementere de faglige og praktiske færdigheder, som eleven skal lære i praktikvirksomheden. For at læse mere om hvilke fag, der er knyttet til de enkelte uddannelsers hovedforløb læs mere om den enkelte uddannelse i menuen til venstre.

Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve, der bedømmes af skuemestre fra faget.